ἀνέαστος

ἀνέϐραχε

ἀνέϐωσα
ἀν·έϐραχε [ᾰχ] 3 sg. ao. 2, craquer, faire du bruit, en parl. d’une armure, Il. 19, 13 ; d’une porte, Od. 21, 48.
Étym. ἀνά, βραχεῖν pré-grec, cf. p.-ê. βράγχος.