πηκτίς
πηκτόνπηκτίς, ίδος
(ἡ) [ῐδ]
propr. objet formé par assemblage,
particul. :
1 harpe, la même que μάγαδις,
Hdt. 1, 17 ;
Soph. fr. 227, 361
Dind. ; Ar. Th. 1218 ; Arstt. Pol. 8, 6, 7 ; Com.
(Ath. 182f, 626a, etc.) ||
2 lyre, Luc. D. mar. 1, 4 ||
3 flûte de Pan,
A. Pl. 244, 6
||
4 filet pour les oiseaux,
Opp. Ix.
3, 7 ||
E Dor. πακτίς, Sapph. fr. 122 Bgk ;
Thcr. Epigr.
5, 2.
Étym.
πήγνυμι.