στέριφος
στεριφόω-ῶστέριφος, η, ον
[ῐ]
1 solide, ferme, dur,
Thc. 6, 101 ;
7, 36 ||
2 stérile, en parl. d’une femme, Ar.
Th. 641 ;
Plat. Theæt.
149b ;
d’animaux, Arstt. H.A. 9, 4 ; de fruits,
Th. C.P.
2, 11, 2 ||
Cp. -ώτερος, Thc. 7, 36 ; sup. -ώτατος, Thc. 6, 101.
Étym.
στερεός ; cf.
στεῖρος.