Ὠκύαλος

ὠκυϐόλος

ὠκυδήκτωρ
ὠκυ·ϐόλος, ος, ον [] qui s’élance et frappe promptement, en parl. d’un arc, Soph. Ph. 710 ; de traits, Anth. 6, 118 ; de la main, A. Pl. 195 ; d’un aigle, Arstt. H.A. 9, 32, 2.
Étym. ὠκύς, βάλλω.